Godnatlæsning om magiske væsner
Anne anbefaler magiske væsner
Af Rikke Beck Walther


Godnatlæsning om magiske væsner
Af Stephen Krensky
Har du hørt om den japanske Kitsune? Den egyptiske Sfinks? Eller måske det skotske Loch Ness uhyre? I denne smukke højtlæsningsbog kan du møde mere end 100 magiske væsner fra hele verdens legender og folkesagn, og høre, hvordan historierne om dem er opstået.
Magiske væsner er og har været en del af eventyr og fortællinger i hele verden i flere tusind år. Nogle af dem kan gøre fantastiske ting: bringe lykke, opfylde ønsker og endda gøre dig forelsket! Men andre kan samtidig være grusomme og farlige for mennesker.
Vi bliver i denne bog taget med på en magisk rejse igennem tre forskellige levesteder, hvor vi møder væsner, fabeldyr og fantasifigurer som det siges lever hhv. på land, til vands og i luften. Hvert væsen har sin egen side i bogen, der er smukt illustreret med hvordan mennesket mener væsnet ser ud, samt beskrivelser af dets egenskaber og hvordan historierne om dem er opstået og hvor henne.
Vi møder blandt andet havfruen, som har vidt forskellige fortællinger, alt efter hvor i verden man befinder sig. De kinesiske havfruer væver fx skinnende tøj, og har tårer som bliver til perler, de giver væk som gaver. De skotske havfolk derimod har blå hud, og tilbringer deres tid med at forsøge at få skibe til at kæntre. Fælles for dem alle er dog at de er halvt fisk, halvt menneske.
Det der især gjorde mig nysgerrig på at læse denne bog til ende, er at man ikke kun møder de mest kendte magiske væsner. I norden har de fleste nok hørt om fx trolde, hekse og den frygtede Fenrisulv. Men mindre kendte væsner fra norden som Kraken og Gobliner har også fundet vej ind i bogen, hvilket gør læseoplevelsen til noget lærerigt og spændende.
Jeg havde fx aldrig før hørt om den nordamerikanske tordengud Pamola, der har form som både en elg, en ørn og en mand. Samtidig vidste jeg heller ikke, at legenden om Enhjørninger stammer fra Indien.
Alt i alt vil jeg anbefale denne bog til godnat- eller højtlæsning for familier med børn fra 5 år og op. Bogen er tekst-let, samt overskueligt inddelt i kapitler, og der er både en ordliste og en alfabetisk oversigt bagerst i bogen, så man hurtigt kan finde tilbage til sit yndlingsvæsen.