Sigurd fortæller om Danmarks nye konge Af Sigurd Barrett
Anne anbefaler højtlæsningsbog om kongen
Af Rikke Beck Walther
Sigurd fortæller om Danmarks nye konge
Af Sigurd Barrett (2024)
I januar 2024 skete der noget vildt. Det var faktisk så stort, at det gik ind i både Danmarks- og verdenshistorien. Dronning Margrethe den 2. trådte af, og Kronprins Frederik blev landets nye konge. Men hvad skete der egentlig i dagene op til tronskiftet? Hvordan forløb selve tronskiftedagen? Og hvad skete der i dagene derefter? Alt dette og mere til udfolder Sigurd Barrett med sin karakteristiske børnevenlige tilgang i hans seneste bog.
Vi hører både om Dronning Margrethe den 2.’s tid som landets dronning, hvilke opgaver hun har udført, og hvad der gjorde, at hun både var en meget populær og samtidig en meget ekstraordinær Dronning. Vidste du fx at Dronningen har været frivillig i det kvindelige flyverkorps? Og at hun både har tegnet julemærker, spillekort og designet kostumer til teaterforestillinger?
Herefter følger hele historien om den tidligere kronprins Frederik, og hans liv frem til den helt store dag, d. 14.januar 2024, hvor han skulle overtage tronen og blive Danmarks nye konge. Hele dagen og dens begivenheder er beskrevet ned i yderste detalje, og Sigurd formår med sit særlige børnevenlige sprog, at forklare alle dagens højdepunkter på en måde, så selv de mindste kan være med.
Kronprins Christian, hans søskende, samt Dronning Mary har også deres egne afsnit i bogen. Der bliver bl.a. fortalt, hvordan Mary og Frederik mødtes under OL i Australien, og hvordan 200 unge mennesker fra hele landet var inviteret til kronprins Christians 18-års fødselsdag, hvor han holdte en inspirerende tale, der talte til de unge om at være sig selv, og at være god nok præcis som man er.
Slutteligt, forklares begreber fra kongehuset som fx ”elefantorden”, ”rigsfællesskab” og ”audiens”, samt Kong Frederiks kongeord: ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark” gennemgås, med Sigurds bud på, hvilken betydning ordene har for os, vores forhold til hinanden og andre, og vores fælles fremtid.
Sigurd formår, som i sine utallige andre bøger, at forklare noget, der for børn måske kan synes meget komplekst, på en måde, der både vækker nysgerrighed, samt fortæller hvad det egentlig vil sige, at vi i Danmark har et kongehus, og hvilken betydning det har for os som danskere, godt hjulpet på vej af utallige illustrationer, billeder, faktabokse mm., såvel som personlige anekdoter og en nyskrevet sang om Kong Frederik den 10.
Bogen anbefales især til højtlæsning, men kan også med fordel inddrages i historieundervisning på de mindre klassetrin, og som frilæsningsbog for større børn, med interesse i Danmarks historie.
Bogen anbefales fra 7 år og op.