For børn

Magisk Dreng af The Kao

Anne anbefaler magisk manga

Af Rikke Beck Walther

Magisk dreng forside
Anne anbefaler

Magisk Dreng af The Kao

Som teenager læste jeg virkelig meget manga, altså japanske tegneserier. Især dem om piger med hemmelige magiske kræfter, forvandlinger og magiske våben, som skulle redde verden fra en fjende, skurk eller anden form for trussel. Derfor fangede The Kaos Magisk Dreng straks mit øje, da den med det samme gav mig associationer til manga’erne fra min ungdom.

Vi møder Max, som egentlig er født som pige, men altid har følt sig mere som en dreng. Max er nu i gang med for alvor at springe ud som trans, og finde sig selv i sin nye identitet som dreng, med alle de udfordringer det kan medføre i forhold til venner, kærlighed og ikke mindst forældrenes accept. 

Der er bare lige dét, at Max nedstammer fra en generation af ”Magiske piger” som er udvalgt til at bekæmpe dæmoner og gennemgå storslåede forvandlinger med struttende kjoler, bruge magiske våben, og alt der hører til i den verden. Max er således forpligtet til at følge sin slægts skæbne og begive sig ud på monsterjagt, forvandlet om til en magisk pige, og der er ingen vej udenom.

Ikke nok med det, så Max’s kat Valnød er endda begyndt at kunne tale, og han er bestemt ikke tilfreds med Max’s manglende engagement! Hvordan kan man være udvalgt til at være en magisk pige, samtidig med at man prøver at skabe sig et nyt liv som en helt almindelig dreng?

Max har bestemt ikke tænkt sig at blive set som en pige, og føler sig på ingen måde motiveret til at varetage opgaven med at bekæmpe monstre, iklædt en magisk kjole med sløjfer, pufærmer og frynser. Men med gode venners hjælp, kan man måske klare mere end man tror? 

Magisk dreng er en flot, farverig og humoristisk Graphic Novel med klar inspiration fra manga-universets magical girl genre. Serien udkommer i 2 bind, og er tegnet og skrevet af den Taiwanesisk-amerikanske illustrator og tengeserieskaber The Kao, som i sine værker især fokuserer på at bringe historier fra LGBTQ+ miljøet frem i lyset. 

Magisk dreng behandler emner som identitet, seksualitet, venskaber, kærlighed og familierelationer, og anbefales til læsning på egen hånd fra 12 år og op.