Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Koen Lotte og hendes dyrevenner på bondegården har leget ude på marken hele dagen. De er blevet godt beskidte, men Lotte har bestemt ikke lyst til et bad. Særdeles underholdende billedbog for de 3-6-årige

Beskrivelse

Efter en sjov dag på marken, skal koen Lotte og de andre bondegårdsdyr i bad. Da det er Lottes tur, gemmer hun sig, så bondekonen kan ikke finde hende. Bondekonen får en idé. Hun laver en fælde med en spand beskidt badevand, men fortryder alligevel, da det vil være for tarveligt overfor Lotte. Bondekonen finder Lotte og efter en leg med plænevanderen og vandslangen, får bondekonen endelig fat på Lotte. Og så begynder det at regne. Både Lotte og bondekonen bliver våde og tager bagefter et bad. Men da de skal i seng i stalden, går de i bondekonens fælde og vælter spanden med det beskidte badevand ned over sig. Dette er bog nummer 23 om Lotte

Vurdering

Bøgerne om Lotte er virkelig charmerende, og denne udgivelse er ikke nogen undtagelse. Tegningerne er hyggelige og humoristiske, og der er små sjove detaljer at kigge på. Lotte laver sjov og ballade, og hun er stædig, sød og sjov. Sproget er friskt og muntert og spiller godt sammen med tegningerne

Andre bøger om samme emne

Med sin landlige idyl og det fine sammenspil mellem et menneske og et dyr, minder Lotte-bøgerne om Nordqvists "Peddersen og Findus". De kan også sammenlignes med Wieslanders gode bøger om "Mor Muh"