Sindssygelægen af Caleb Carr

Alexander anbefaler: Sindssygelægen af Caleb Carr

Året er 1896. Byen er New York. En galning myrder uskyldige drengebørn i ly af mørket. Som et spil katten efter musen går jagten gennem New Yorks blodige og korrumperede gader.

For at fange ondskaben, må man først forstå den

Politiet er på bar bund, så politidirektør og fremtidig præsident, Theodore Roosevelt, sætter psykiateren og "sindssygelægen" Laszlo Kreizler på sagen. I Caleb Carrs højdramatiske spændingsroman tages læseren med på en dyster rejse gennem samfundets mørke sider. I en tid hvor retsmedicinsk arbejde og profilering af mordere var i sin spæde start, må Dr. Kreizler og co. tage alternative midler i brug for at komme ind under huden på massemorderen, og stoppe de bestialske drab. Men er samfundet overhovedet klar til at forstå disse nye kriminelle, og hvornår er man egentlig sindssyg? 

En historisk roman med noget på hjerte

Bogen skildrer malende storbyen i tiden lige efter den industrielle revolution -  alt lige fra slumkvarterer til de magthavere, der forsøger at stoppe efterforskningen. Men det er ikke bare en klassisk krimi hvor morderen skal findes og fanges, men også et psykologisk studie i den (u)menneskelige psyke. Både forbryderne og de folk der jagter dem. I sidste ende har vi måske mere til fælles, end vi bryder os om at tænke på.

En af de bedste krimier, du nogensinde kommer til at læse

Kriminalplottet i Sindssygelægen er virkelig godt gennemtænkt, og der går ikke lang tid før den lille detektiv kommer frem i læseren. I takt med at den psykologiske profil af morderen kommer frem, danner vi vores eget kartotek af mistænkte i sagen. Historien kulminerer i en sindsoprivende finale der er umulig at ryste af sig.

En fortsættelse og en tv-serie

Hvis du ligesom mig slet ikke kan få nok, har forfatteren heldigvis begået en fortsættelse der hedder Mørkets Engel (1999), der fortsætter Dr. Kreizlers historie med en ny kriminalsag. Det er desuden muligt at se en filmatisering af Sindssygelægen som serie på Netflix under originaltitlen The Alienist, der dog aldrig rigtig fanger den samme stemning som Caleb Carrs fremragende roman.

Materialer