Personalets sommerlæsning

05.08.19
Her kan du se, hvad vi på Billund Bibliotekerne og Borgerservice drømmer om at læse i vores sommerferie.

Rikkes sommerlæsning

han som kender det i mørket

Jeg har længe haft lyst til at læse ”Han kender det som er i mørket” af Lars Thomassen og nu skal det være.

Den lille pige Augusta forsvinder sporløst. Præsten Margit bliver bedt om at grave i sagen, da hun er i familie med Augusta. Men det skal vise sig at blive meget farligt for flere i familien.

Fortsættelsen til romanen (Lad de døde begrave de døde) udkom i år, og med lidt held kan jeg også nå at få den læst inden ferien er slut.

God sommerferielæsning
Rikke

Mette H's sommerlæsning

Sallys far er helt ude i skoven
I denne sommerferie skal mine børn og jeg helt sikkert læse den nye billedbog om Sallys far.

Sallys far bøgerne er altid et hit hjemme ved os, da de er fyldt med sjove og pinlige situationer, især for Sally.

Den nyeste bog i serien hedder ”Sallys far er langt ude i skoven”.

God sommerferielæsning
Mette H

Mette J's sommerlæsning

4321

Jeg drømmer om endelig at få læst 4321 af Paul Auster. Det er en rigtig mursten af en roman på 967 sider.

Archibald Isaac Fergusons liv udfolder sig igennem romanen i fire parallelle livsbaner: samme person men fire forskellige liv.

Det skulle være Austers mest ambitiøse roman, og hans sproglige virtuositet har før været et fantastisk indslag i min sommerferielæsning.

God sommerferielæsning
Mette J

Mette N's sommerlæsning

de dødes hus

I vores sommerferie vil jeg præsentere min datter på 12 år for gyseren ’Det (d)øde hus på Egevej’ af Mette Finderup.

På Egevej ligger et forladt hus, der gemmer på en mørk hemmelighed. Da søstrene Kira og Sofie kommer forbi på vej til skole, kan de ikke dy sig for at kigge indenfor. Det skulle de aldrig have gjort!

Bogen er af flere anmeldere blevet kåret som årets bedste gyser for de 10-14 årige. Den læseoplevelse håber jeg ikke, min datter snyder sig selv for.

God sommerferielæsning
Mette N

Materialer