Humoristisk og rørende foredrag med forfatter Karin Heurlin

ForfatterKarinHeurlin
Få øje på hverdagens små historier - det bliver du glad af
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 50 DKK
Sted
Fællesskabet
Bibliotek
Magion Biblioteket
Adresse

Tinghusgade 15
7200 Grindsted
Danmark

Karin Heurlins romaner handler om mennesker, hverdage, livskriser, lykke og lokalsamfund i midten. Om hvide HTH køkkener med køleskabslågen fuld af skolefotos fra den store pakke, fordi ingen vover at sætte kryds ved den lille. Om lasagne, død, brunsvigere, kærlighed, friske spidskålssalter, skilsmisser, venskaber og teenagebørn, som man elsker og ikke forstår.

Med sin humoristiske og rørende pen skriver Karin om det, der følger med rollen som almindeligt menneske i et almindeligt liv. For det er let at glemme. Selv famler hun også tit efter den røde tråd i sin egen virkelighed. Som når hun tror, livet skal være som på billederne inde i telefonen. Og så ender hun med at sidde ensom i et overfyldt tog.

Så Karin skriver om det nære for at rykke sig nærmere. Og i foredraget anbefaler hun andre at løfte hovederne fra telefonen og se historierne og mennesker omkring sig. Hun anbefaler at spørge og lytte mere. Eller bare give et lille nik og et smil. Mere skal der ikke til, før historien findes. 

Karin Heurlin er journalist og forfatter og har udgivet seks romaner og tre børnebøger. Alle hendes historier handler om mennesker fulde af fejl og mangler, og det er derfor, de er så lette at genkende. Og holde af.

Karin vil undervejs i foredraget læse uddrag fra sine romaner, og hun vil også give bidder fra sin egen personlige historie. Både de små, menneskelige fejltrin, og de større huller med skilsmisse og stress. Selv er hun nemlig overbevist om, at det er, når vi deler, at vi nærmer os hinanden. Hun er for øvrigt også overbevist om, at de store huller i sidste ende ofte giver et løft, fordi man ser overraskende klart i mørke. Og når man kravler op igen, ender man tit et bedre sted end før.