Litteratur

Ta’ med i sommerhus, hvis du tør ...

Sommerhuset er ikke altid et idyllisk fristed. Her er romaner, hvor ferien slår sprækker, og uroen flytter ind mellem terrassen og havudsigten.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Sommerhuse ligger bag klitter ved en sandstrand under blå himmel.

Der findes sommerhusromaner, som er oplagte at pakke i tasken, når ferien begynder. Og så er der dem, der måske egner sig bedre til at blive læst hjemme i sofaen. Amalie Laulund Trudsøs "Sommerhus" hører til den første kategori. 

Hvis du ikke selv er blandt de heldige, der har sikret sig et sommerhus i ferien, kan du i stedet vælge én af de andre romaner her og minde dig selv om, at sommerhuse ikke altid er så idylliske, som de ser ud til.

 

Barndommens sommer - og dens sprækker

I "Sommerhus" møder vi en pige, der hvert år vender tilbage til det samme sommerhus med sin familie. Her opstår et magisk ferieland med årelange venskaber – den slags, som kun hører ferierne til. Men disse relationer er skrøbelige, og selv små konflikter kan vokse sig store i barnets blik.

Romanen er båret af en tydelig kærlighed til sommerhuset som feriested, til landskabet omkring Sejrøbugten og ikke mindst til barndommen, der skildres detaljerigt og med stor indlevelse.

Når morrollen krakelerer

Et skræmmende portræt af en kvinde – og mor – i opløsning. "Stormskader" handler om en moderne kvinde, der er blevet overmandet af sin egen utilstrækkelighed og langsomt har mistet sig selv i forsøget på at leve op til forventningerne.

Romanen veksler mellem fortid og nutid, mens vi følger hende til familiens sommerhus, hvor hun søger ensomhed midt i sit sammenbrud. Hun drikker rødvin, kæderyger og klipper håret af, mens forbudte følelser trænger sig på.

Naturens stilhed - og det, der forsvinder

"Rud" foregår i et sommerhusområde ved Asserbo Plantage i Nordsjælland, hvor den omgivende natur spiller en væsentlig rolle. Her møder vi Kaisa, fraskilt mor til to, som drikker lidt for meget og ikke har set sine børn i lang tid. Nu skal de være sammen igen og finde hinanden på ny.

Men på vej hjem fra stranden vælger den 14-årige søn en anden rute gennem plantagen. Tiden går, og han dukker ikke op. Er der sket ham noget? "Rud" overrasker helt til sidste side – læs den, hvis du tør. Men måske ikke i sommerhuset.

Hvor langt vil du gå for din familie?

Ligesom Herman Kochs "Middagen" kredser "Sommerhus med swimmingpool" om, hvor langt man vil gå for sine børn. Romanen begynder som en småborgerlig spændingsfortælling, men udvikler sig til et intenst psykologisk drama fuld af etiske dilemmaer.

Vi møder familiefaren og lægen Marc Schlosser, som anklages for at have forårsaget den berømte skuespiller Ralph Meiers’ død. Herefter springer fortællingen halvandet år tilbage til sommerhusferien med overdådige middage, afslapning ved swimmingpoolen og familievenskaber. Under en festlig aften på stranden sker en tragedie, der forandrer alt – og romanen tager en drejning, der gør den umulig at lægge fra sig.

 

Idyl med blod på køkkenbordet

Den aldrende Judith inviterer de lokale alkoholikere fra Liseleje hjem til middag. Uvidende om hendes skumle planer takker de ja.

"Slagteren i Liseleje" er både grusom, forfærdelig og morsom: en veloplagt og uhyggelig fortælling spækket med overraskelser, sort humor og intens suspense.