Litteratur

Rundt om emnet: Naturvidenskab

Verden er kompleks og uoverskuelig. Her får du en guide til medrivende fagbøger om naturvidenskab og et bud på hvilken bog, du skal læse, hvis du kun skal læse én.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Kolbe grafik og en pil, der viser rundt

Hvis man kun måtte læse én bog i sit liv, hvilken skulle det så være? Det tankeeksperiment har mange sikkert gjort sig. Nogle ville pege på Bibelen eller Koranen, andre på klassikere som "Ulysses" eller "Den Guddommelige Komedie".

Alle er de betydningsfulde værker, som kan give læseren stor indsigt. Men en langt nyere bog kan sagtens udfordre dem, når det gælder om at udvide din forståelse af verden.

Bogen, der forklarer næsten alt

Bill Brysons "En kort historie om næsten alt" har en usædvanlig ambitiøs titel, men den er overraskende dækkende. Selv om bogen fylder 660 sider, er det trods alt en kort fortælling, når ambitionen er at beskrive næsten alt.

"Alt" skal forstås som den fysiske verden – det, der kan måles, vejes og observeres. Mere præcist er bogen en fortælling om naturvidenskabens historie. Bryson tager læseren med gennem de største videnskabelige gennembrud og præsenterer de forskere, der stod bag. Vi møder både de ofte mildest talt excentriske personligheder og de svimlende erkendelser, de arbejdede sig frem til – fra elektroner til supernovaer.

Det hele er fortalt med en sjælden kombination af humor, nysgerrighed og fortælleglæde. Resultatet er en bog, der både underholder og gør dig markant klogere på den fysiske verden, vi lever i.