Dennis Nørmark vinder Glasnøglen for bedste nordiske krimi
Antropolog og forfatter Dennis Nørmark har vundet Glasnøglen for sin krimidebut “Harare” om Anika Sand, der i 2011 ankommer til Zimbabwes hovedstad med en drøm om at gøre en forskel.
Af biblioteket
Dennis Nørmark har vundet Glasnøglen 2026 for sin krimidebut "Harare". Prisen gives hvert år til den bedste nordiske krimi og placerer dermed Nørmark blandt markante skandinaviske krimiforfattere.
Med "Harare" skriver han sig ind i traditionen for politiske thrillere, hvor forbrydelsen ikke bare er et mysterium, men også en indgang til større spørgsmål om magt og moralske gråzoner.
Kan man gøre skade ved at ville hjælpe?
“Harare” følger den nyuddannede kandidat i afrikastudier Anika Sand, der ankommer til Zimbabwes hovedstad i 2011 med idealer, virkelyst og en drøm om at gøre en forskel. Hun får arbejde i en dansk NGO, men mødet med udviklingsbranchen bliver langt mere mudret, end hun havde forestillet sig.
Bogen er både en politisk thriller og en skarp fortælling om idealisme, kynisme og de gode intentioner, der ikke altid gør verden bedre.
Bogen bygger blandt andet på Dennis Nørmarks egne oplevelser som udsendt for godt 15 år siden.
De danske jurymedlemmer sammenligner i deres begrundelse “Harare” med Graham Greenes politiske krimier om kynisme og kapitalisme i oversøiske sammenhænge. De fortsætter:
”Harare” er nemlig på alle måder en krimi, som viser hvad genren kan som debatskabende og nytænkende litteratur, skrevet i en glidende spændstig prosa med et sandsynligt plot som både er inciterende og engagerende med sit syn på ulandsbistand som andet end det hvide herrefolks verdslige syndsforladelse for fortidens kolonisering og gustne udnyttelse.”
Om Glasnøglen
Glasnøglen er en skandinavisk krimipris, der uddeles af Det Skandinaviske Kriminalselskab til årets bedste nordiske krimi. Prisen blev uddelt første gang i 1992 og er opkaldt efter Dashiell Hammetts krimiklassiker “The Glass Key”.
Hvert år nominerer krimiselskaberne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige én roman hver. De nominerede udgør tilsammen prisens shortlist. I Danmark er det Det Danske Kriminalakademi, der nominerer.
Flere danske forfattere har tidligere modtaget Glasnøglen, blandt andre Jussi Adler-Olsen, Erik Valeur, Ane Riel, Thomas Rydahl og Morten Hesseldahl.
I 2025 gik prisen til norske Eva Fretheim for “Fuglekongen”.
Foto: Les Kaner