Litteratur

7 bøger, der ødelægger din sheltertur

Sommeraftener i naturen kan være fredelige, smukke og fulde af stilhed. Men når mørket sænker sig over shelterpladsen, kan den rigtige bog få skoven til at føles lidt tættere på ... Vi anbefaler 7 bøger til dig, der tør læse i skovens mulm og mørke.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Lejrbål lyser op mellem træerne i en mørk skov.

Der er noget særligt ved en sommeraften i den danske natur. Lyden af vinden i trætoppene, mørket, der langsomt sænker sig over skoven, og stilheden omkring shelterpladsen.

Men hvis du vil gøre natten en smule mere urolig, kan du tage en af disse bøger med i rygsækken.

Her gemmer uhyggen sig ikke i storbyens mørke gyder, men i skove, moser, ødemarker, teltpladser og forladte huse. Perfekt læsning i soveposen – hvis du tør.

 

Hændelser ved vand

Hvad kan være lysere, mere legende og let end en svensk midsommernat helt deroppe, hvor den lyse nat kun er få timer lang?

To campister bliver fundet brutalt myrdet i et telt nær en elv dybt inde i vildmarken. Kerstin Ekmans roman fanger den særlige, ubehagelige stemning af lyse nordiske sommernætter, hvor stilheden aldrig føles helt uskyldig.

Dødens fugle

En nervepirrende psykologisk thriller, hvor stemningen langsomt kryber ind under huden, og hvor naturen bliver en mørk medspiller i fortællingen.

En gruppe danskere har skabt et fredeligt og bæredygtigt øsamfund i Kattegat, langt fra fastlandets stress og jag. Men snart ryster en række uhyggelige dødsfald og mystiske forsvindinger øens beboere. Medstifteren Anna, der tidligere har arbejdet som efterforsker, frygter, at morderen er iblandt dem. Hvor godt kender man egentlig sine nærmeste?

Stallo

I 1978 forsvinder en lille dreng i de svenske skove. Moren påstår, at det var en trold, som tog ham, men ingen tror på hende ...

Handlingen foregår dybt inde i de enorme, mørke skove i Lapland. En gammel samisk myte vækkes til live, da børn begynder at forsvinde sporløst i vildmarken.

Dyndkongens datter

En intens thriller fra sumpområdernes ødemark, hvor naturens skønhed og fare går hånd i hånd.

Helena Pelletier konfronteres med sin fortid, da hendes far, der sidder fængslet for mord, bryder ud og forsvinder. Helena ved, hvor han er på vej hen. Trods politiets advarsler sætter hun alt ind på at opspore ham og indleder en hæsblæsende menneskejagt.

 

Kastanjemanden

En moderne dansk krimiklassiker, der kombinerer et hæsblæsende plot med en gennemført uhyggelig stemning.

En kvinde bliver fundet dræbt og maltrakteret på en legeplads i København. Ved gerningsstedet finder politiet en lille figur lavet af kastanjer og tændstikker. Det ligner en uskyldig børneting, men viser sig hurtigt at være noget helt andet.

 

Oxen - De hængte hunde

Hvem er ven, og hvem er fjende? 

Det er det store spørgsmål i Jens Henrik Jensens stærke spændingsroman om den traumatiserede krigsveteran Niels Oxen, der forsøger at finde fred fra sine indre dæmoner ved at bosætte sig dybt inde i Rold Skov. I stedet hvirvles han ind i en dramatisk sag, hvor hævn og magt er farlige drivkræfter, og hvor hans evner som elitesoldat viser sig uhyggeligt nyttige.

Harpiks

Ikke en klassisk krimi, men en af de mest urovækkende danske romaner i nyere tid.

Ane Riels roman er en mørk fortælling om isolation, familie og kærlighedens skyggesider. Her bliver samlermani, angst og forvrænget omsorg til et klaustrofobisk familieliv, hvor grænsen mellem godt og ondt langsomt skrider.

Så pak soveposen, tænd bålet og find lommelygten frem. Men hvis du pludselig hører en gren knække ude i mørket, er det måske en god idé at huske, at det kun er en bog.