Derfor skal du læse (tykke bøger)
I en tid, hvor vi konstant afbrydes af notifikationer, og hvor vi kan få al den viden, vi har brug for, ved at chatte med en robot, kan det være svært at få øje på fordelene ved at læse en god gammeldags bog. Men det nytter faktisk – læs her hvorfor.
Af The library

Har du nogensinde siddet med en bog og haft svært ved at koncentrere dig om, hvad der stod? Så er du ikke alene. Vi lever i distraktionernes tid, og vores hjerner bliver mere og mere vant til hurtige skift og konstante afbrydelser. Ifølge professor Maryanne Wolf er vi dog nødt til at (gen)lære evnen til at koncentrere os og læse i dybden – men hvorfor egentlig?
Kritisk tænkning og empati
For at begå sig i verden er det praktisk at kunne læse. Men læsning handler ikke kun om at afkode bogstaver på et stykke papir – det handler om at kunne skabe en dybere mening. Når vi læser koncentreret og sammenhængende, lærer vi at tænke kritisk. Vi forholder os til, hvad der står i teksten, og hvordan det harmonerer med det, vi ved eller tror på i forvejen. I den forstand er evnen til at læse også evnen til at analysere og dermed opnå en dybere forståelse af verden.
Samtidig ved vi, at læsning, særligt af skønlitteratur, opbygger vores evne til empati – vi bliver bedre til at sætte os i en andens sted, ja, at krydse grænsen og nærmest være en anden for en stund. Og hvis ikke evnen til at tænke kritisk og at forstå ”den anden” er vigtig i dag, hvornår er den så?
Koncentration er afslapning
Når du tænker på at læse en lang, svær tekst, lyder det måske som hårdt arbejde. Men koncentreret læsning kan faktisk også være en pause i en travl hverdag. Vores hjerner bliver nemlig trætte af al den daglige distraktion og de konstante skift. Hvis du lader dig opsluge af en tekst, vil din hjerne derimod også begynde at slappe af. Du kan faktisk tænke på læsning som et lille oprør mod verdens distraktioner.
Træn din læsemuskel
Når man har lært at læse, føles det helt naturligt, ligesom at spise og tale. Men faktisk er læsning slet ikke en naturlig færdighed, men derimod en menneskelig opfindelse, en slags teknologi, vi skal lære at bruge, og som skal holdes ved lige. Hvis man vil være rigtig god til at læse, skal man derfor også prioritere tiden til det – på linje med de ugentlige løbeture. Og ligesom det tager tid at komme i form, tager det også tid at blive en dygtig læser. Men hvis du øver dig, fx 20 minutter om dagen, vil du i løbet af få uger kunne mærke, at du bliver bedre og bedre til at læse, forstå og koncentrere dig.
Må jeg så ikke høre lydbøger?
Jo! Du må gerne høre lydbøger. Lydbøger er rigtig gode for og til mange ting. De kan gøre dig klogere, de kan give dig glæden ved at blive fanget af et univers, og de kan også stille krav til din koncentration og udfordre din empati. Tænk på det som to forskellige læsefærdigheder, der skal udvikles. Det er vigtigt at lære at sidde stille med en trykt tekst og koncentrere sig om at afkode den. Men det kan også være vigtigt at lære, hvordan man lytter til en bog – eller læser på en skærm.
Må jeg læse krimier?
Selvfølgelig må du læse, lige hvad du vil - krimier, romance, fantasy, hvad som helst. Bare fordi en bog er underholdende på overfladen, betyder det ikke, at du ikke også kan tænke over den på et dybere niveau. Og hvis du bare har lyst til at blive underholdt, er det også helt okay! Det vigtigste er, at du læser koncentreret. I takt med at du bliver mere trænet, får du måske også lyst til at læse noget, der udfordrer dig på en anden måde - der træner din evne til kritisk tænkning endnu mere.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i mere viden om den læsende hjerne, kan du finde Maryanne Wolfs og andre bøger om læsning og fordybelse her.