For børn

Team Vildmark Af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam

Anne anbefaler: "Den her må du ikke gå ikke glip af”

Af Rikke Beck Walther

team vildmark
Anne anbefaler

Team Vildmark Af Mette Vedsø og Sofie Louise Dam

Den her bog har stået på flere ”den her må du ikke gå ikke glip af”-lister over nye børnebogsudgivelser. Det var derfor med stor nysgerrighed, at jeg gik i gang med Team Vildmark, og opdagede til min positive overraskelse en børnebog med et formudtryk jeg ikke har set før.

Vi møder i starten af fortællingen drengen Bosse, som tænker tilbage på en situation, der nager hans samvittighed. Tanken om ”burde jeg have sagt eller gjort noget” er omdrejningspunktet for Bosses genfortælling af, hvad det var, der egentlig skete…

Bosse er nabo til Rigmor, klassens mest populære pige. I skolen værdiger Rigmor ham ikke et blik, men hun står tit ude i baghaven derhjemme, og spørger Bosse om han har lyst til at komme over og bage muffins eller se TV. Egentlig synes Bosse at Rigmor er lidt kedelig at hænge ud med. Muffinsne er tørre, hun vil bestemme alt, og sidder mest og spiller kedelige mobilspil.

Anderledes, og absolut mere spændende, er det ovre hos Rio. Hun går også i klassen, men er ikke en del af Rigmors klikke, og er meget mere nede på jorden synes Bosse. De to begynder i løbet af et forår at lege ”Alene i Vildmarken” i Rios store have. De bygger shelter, samler forråd, og leger at de både fryser, sulter og savner deres familier. Tiden flyver afsted, og Rios storebror Kristoffer kommer også med i legen. Kristoffer går på specialskole, har svært ved at udtrykke sig og fungere socialt på lige fod med andre børn. Men hans idéer er finurlige og sjove, og han bliver hurtigt en vigtig del af ”Team Vildmark”. 

Om sommeren inviterer Rio klassen til fødselsdag derhjemme, og naturligvis er Kristoffer også med. Her sker det, at Rigmor og hendes klikke af piger mest af alt bruger fødselsdagen på at bagtale Kristoffer på grund af hans vanskeligheder, og Rigmor får en stor skideballe af Rio og Kristoffers mor. Det udvikler sig til en stor konflikt, hvor der efterfølgende bliver sagt en hel masse i krogene om Rio og hendes familie, som ikke passer. Det kommer pludselig til at involvere både forældre, lærere og hele klassen.

Bosse er den eneste, som har set og hørt det hele, og ved, hvad der reelt blev sagt og gjort til fødselsdagen. Han vil egentlig gerne rede trådene ud, men der er det allerede for sent.

Elementer fra Illustrerede romaner, tegneserier og graphic novels smelter i Team Vildmark sammen til en smuk fortælling om venskaber, fællesskaber og samvittighed, hvor det visuelle udtryk har lige så stor betydning for historien, som det skrevne ord. Jeg vil varmt anbefale bogen til læsning på egen hånd for børn fra 10 år og op.