Ternet Ninja 3 af Anders Matthesen
Anne anbefaler 3 bind i ninja serie - ganske spoilerfri
Af Rikke Beck Walther
Ternet Ninja 3
Af Anders Matthesen
”Spoilere skulle have et sværd i maven!”
Det er ikke let at anmelde en bog, uden at afsløre for meget af dens handling. Men ikke desto mindre, har jeg ved Ninja-ære lovet både T.N. og Anders Matthesen ikke at røbe nogen af bogens hemmeligheder. Så uden at afsløre diverse plot-twists, vil jeg forsøge at give en anmeldelse af den yderst velskrevne sidste del i trilogien om Aske og den ternede Ninja.
Aske er blevet et år ældre, og går nu i 8.klasse. At rende rundt i kommunen og jagte småforbrydere efter sengetid er efterhånden ikke så sejt mere som det engang var. At hænge ud med vennerne i klubben og spille konsolspil føles efterhånden mere tiltrækkende end at hjælpe en japansk Ninja-ånd med hans umættelige hævn-begær.
Og hvem er hende den nye pige, som også er begyndt at hænge ud i klubben egentlig? Hun virker da både sød og cool. Askes gamle flamme Jessica render jo alligevel rundt med den slemme fyr Marco, og Aske har for længst droppet at forsøge at leve op til hendes ”bad-boy” standarter.
Men hvad er det egentlig Marco foretager sig ude bag ved klubben? Hvad er det han har i sin taske, som han sælger til både børn og unge?
I og med at sjælen fra Taiko Nakamura ikke har forladt kroppen på T.N. endnu, er der stadig fare på færde, og uretfærdigheder som der skal rettes op på. En sidste gang følger vi derfor med Aske og den ternede Ninja på mission for at bekæmpe ondskab og uretfærdighed.
Men er tingene altid som de ser ud, og er de mest oplagte mistænkte nu også i virkeligheden de ægte forbrydere? Alt dette og meget mere må du selv finde ud af ved at læse den sidste del af Ternet Ninja.
Det er både kærlighed, hævn, ”smæk for skillingen” og en god portion humor i Anders Matthesens finurlige univers, og vi møder alle de velkendte figurer fra seriens første 2 dele. Det anbefales på det kraftigste at læse del 1 og 2 for at få mest ud af historien. Ternet Ninja 3 kan fungere både som højtlæsningsbog og til læsning på egen hånd. Anbefales fra 11-12 år og op.