For børn

Læs med HundeBanden

Hvorfor er det en god idé at læse for sit kæledyr eller sin bamse?

Af Mette Kulmbach

Tags

Hundebanden
Hundebanden
Alvilda på 5 år læser op for  bamsen "Tiger"
Alvilda på 5 år læser op for bamsen "Tiger"

DR Ramasjang har premiere på en ny serie om "HundeBanden". Vi logrer med halen og siger "Læs med HundeBanden". Hvorfor? Det kan du læse mere om her.

Mange børn bryder sig ikke om at læse højt for kammerater eller forældre. De kan blive ramt af præstationsangst, eller bekymrer sig om, om de begår fejl, læser langsomt eller at lytteren keder sig.

De bekymringer ryger ud ad vinduet, når publikum i stedet er en blød bamse, en hengiven hund, eller måske en godhjertet guldfisk. Kæledyret og bamsen lytter bare tålmodig, uden at dømme, uden at afbryde og uden at rette. 

De har ikke vasketøj der skal hænges op, eller en notifikation fra Aula, der skal tjekkes. De har bare tid og tålmodighed.

BREAKING: Det er sundt at læse

Det er vigtigt, fordi når børn (og deres voksne for den sags skyld) læser højt, så træner de deres højtlæsningsfærdigheder, de får øvet sig i at læse, og når man læser jævnligt, øges lysten til at læse samtidig. Før man ved af det, ender man sågar i en god spiral.

Gør det nemt og hyggeligt

Derfor opfordrer vi til at I – de voksne - sørger for at dyrke læsehyggen derhjemme. Hjælp børnene i gang med at læse for hunden, undulaten, den vandrende pind eller yndlingsbamsen. Gør det nemt ved at skabe gode rammer omkring læsestunden. Bløde puder, lækkert lys og børnenes favoritsnacks.

Og så skal du selvfølgelig gå foran med det gode eksempel og læse selv. Både i dine egen bøger og højt for dine børn og sammen med dine børn.

"I læser jo også for mig..."

Det kan også give barnet lyst til at give højtlæsningen videre til andre. Som Alvilda på 5 år forklarer det:

“I læser jo også for mig, og så synes jeg, det er lidt sødt og hyggeligt, at jeg også læser for Tiger og, nogle gange giver det sådan en dejlig ro inden i”.

Hvis I er i tvivl om, hvad I skal læse, så er der anbefalinger lige herunder.

Find inspiration i børnebiblioteket

Husk også at vi udstiller HundeBandens anbefalede bøger på Magion Biblioteket, som I kan tage med hjem til jeres bløde bedstevenner – om det er de levende eller dem i bamseform. 

HundeBandens bedste boganbefalinger

Alle hundene i HundeBanden har selvfølgelig nogle yndlingsbøger, som de gerne vil anbefale. Baseret på hundenes personligheder.

Hvad er Hundebanden?

HundeBanden er en ny serie på DR Ramasjang. Her møder vi hundene Messi, Power, Chloé og Ollie, som drager ud i verden sammen med et barn, for at mærke på egne hundekroppe, hvordan det er at være barn. 

De er fire meget forskellige hunde med forskellige interesser. Fælles er dog, at de – som de fleste børn - elsker at blive læst højt for. 

Derfor siger vi “Læs med HundeBanden”, og udvider HundeBanden til også at rumme jeres bløde bedstevenner – om det er de levende eller dem i bamseform.

 

Hundebanden

Anne anbefaler 

Vores børneformidler kommer her med hendes anbefaling, til en bog I kan læse højt sammen.

Måske kender du allerede Elmer? Det er den ternede elefant, som bor i junglen, og oplever en masse ting, både med sin familie og sine venner.


I denne historie, er Elmer en rigtig god ven. For en dag er den lille elefantunges bamse nemlig blevet væk. Elefantungen kan slet ikke sove uden sin bamse, så Elmer er sød og låner ham sin egen sovebamse, indtil de har fundet elefantungens egen. 
 

Elmer lover, at han gerne vil tage ud og lede, og spørger undervejs de andre dyr om hjælp til at finde bamsen. Han møder både løven, aben og fætter Wilbur, men ingen af dem har set elefantungens bamse. 
Dukker bamsen op igen inden sengetid? Og hvor har den mon gemt sig? 

Alt dette kan du læse i bogen, som på sine 32 flotte og farverige sider både handler om at være hjælpsom, at få hjælp af sine venner, samt at låne ting og aflevere dem tilbage igen. 
Har du nogen sinde prøvet at miste dit sovedyr? Og hvem ville du læse denne bog højt for?
 

Hvem står bag "Hundebanden"

HundeBanden hører under projektet “Alle ord tæller".

Bibliotekerne, DR, Trygfondens Børneforskningscenter og en række andre samarbejdspartnere udvikler og afprøve produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser. Målet er at styrke læselysten og læsekulturen for danske børn fra 1 til 14 år.