Hip, hip, Helle Helle!

Forfatteren, vi alle er på fornavn med, fylder 60 år den 14. december.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Forfatterportræt Helle Helle: står i lysningen i en skov
Foto: Mikkel Carl

Bliv klogere på Helle Helle

Hvis du har sat dine ben i et klasselokale, et folkebibliotek eller måske på en bogmesse inden for de seneste 20 år, er du med sikkerhed stødt på Helle Helle. Den landskendte forfatter har siden halvfemserne produceret noget af den mest læste og kunstnerisk stilsikre litteratur i Danmark. 

Mange forbinder nok Helle Helle med ordet minimalisme. Nogen vil måske endda sige, at der slet ikke sker noget i Helles bøger. Men det er ikke helt rigtigt. Scroll dig gennem denne side, se videoen nedenfor og bliv klogere på en af landets bedste forfattere.

Med Hafni på tur

Helle Helles seneste udgivelse er Hey Hafni (2025), der følger hovedpersonen af samme navn, som vi lærte at kende allerede i forgængeren, Hafni fortæller (2023). Sidste gang, vi forlod Hafni, var ovenpå en vild smørrebrødsrejse i Syddanmark, men nu er hun taget til Brighton og rejser rundt i det hyggelige engelske landskab. Dog, som altid i Helle Helles bøger, er hyggen akkompagneret af en kavalkade af akavede møder og misforståelser, som Hafni forsøgsvis må navigere sig igennem.

Levende romanpersoner

Heldigvis går det akavede altid hånd i hånd med en særlig menneskelig varme, der i lige så høj grad kendetegner Helle Helles litteratur - og som (trods udsagn om minimalisme og handlingsløse historier) efterlader læserne med et intimt forhold til bøgernes karakterer. Bemærkelsesværdigt nok, er det altså i Helle Helles "overfladiske" bøger, vi møder nogle af den danske litteraturs mest levende romanpersoner overhovedet!

Helle Helle for begyndere

Har man aldrig læst en eneste sætning af Helle Helle, kan man med fordel begynde med romanen de (2018), som er en smuk fortælling om en ung gymnasiepige, der skal lære at stå på egne ben under moderens sygdomsforløb. Faktisk introduceres vi også kort til Hafni og andre gennemgående romanpersoner, som man siden kan genbesøge i BOB (2021), Hafni fortæller og Hey Hafni.

God læselyst og stort tillykke til Helle Helle!