For børn

Nu går børnene til stemmeurnerne!

Den 10. marts åbner børnebiblioteker over hele landet dørene til en helt særlig begivenhed, nemlig Børnevalget 2026!

Af biblioteket

Tags

Litteratur

Mens de voksne gør sig klar til Folketingsvalget den 24. marts, får børnene også mulighed for at opleve demokratiet på egen hånd – og med et glimt i øjet.

For til børnevalget stemmer børnene ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Valget er børnenes – og fantasien har frit spil!

 

Børnevalg 2026

Demokrati på børnenes præmisser

Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.

Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Så tag dit barn i hånden, og kig forbi dit lokale bibliotek i Billund eller Grindsted fra d. 10. marts, hvor kandidaterne afsløres – stemmeboksen venter!