Litteratur

Forårets fagbøger til nysgerrige hjerner

Bliv klogere på tendenserne på bibliotekets hylder og find dine bøger til sommeren.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Illustreret hjerne med botaniske elementer i baggrunden.

Faglitteratur giver dig mulighed for at lære mere om verden og dig selv og kan være lige så spændende at læse som en krimi. Der er masser af friske perspektiver til foråret og sommeren på bibliotekets hylder.

Bibliotekarernes favoritter

Vi anbefaler en håndfuld nye fagbøger, som er værd at dykke ned i.

Vejret er blevet varmere, og den danske natur lokker os ud på gåture – og hvorfor ikke finde en ny hobby på vejen? Morten D. D. Hansen byder os velkommen ind i feltornitologernes verden. Bogen rummer 22 fugleture gennem året og et katalog over mere end 176 fuglearter, men den er ikke bare et opslagsværk. "Jeg ser på fugle" er en kærlighedserklæring til den danske natur, både som den er, og som den var engang. Hansen er din guide på turen, og han har både tips, anekdoter og historiske perspektiver med i tasken.

Det er ingen hemmelighed, at svineproduktion og dyrevelfærd har fyldt meget i den offentlige debat. "Flæsk" af Klara Trebbien Rasmussen er et rystende og tankevækkende kig ind i svinestalden. Her dokumenteres den barske hverdag for nogle af de millioner af grise, der lever i det danske landbrug. Bogen bygger på forfatterens egne iagttagelser, notater, fotos og videooptagelser fra hendes undercoverarbejde.

Biografi møder strikkebog i Maria Bjergs ”Gennem mine hænder”. Bogens omdrejningspunkt er Bjergs fortælling om, hvordan garn og strikkepinde hjalp hende gennem en periode med stress og depression. Gennem de masker, hendes bedstemor lærte hende at slå op, finder hun langsomt livsglæden igen. Rundt om denne rørende og opløftende historie flettes beskrivelser af håndarbejdsprojekter og craft-psykologi ind.

Lys. En vigtig og konstant del af vores univers. Det bringer energi og liv til vores planet, og uden det ville alt kollapse. De fleste levende væsner søger instinktivt mod lyset – fra solen, månen eller myggelampen. Derfor er det ikke overraskende, at lys til alle tider har optaget filosoffer og videnskabsfolk.

I ”Bogen om lyset” af Johan Olsen møder vi netop sådanne tænkere – blandt andre Platon, Isaac Newton og Niels Bohr. Deres tanker om lys understøttes af billeder og illustrationer, og Olsen er en fremragende formidler af emner, der ellers kan virke tunge.

Hvis du er nysgerrig på ølbrygning og ølsmagning, er Kasper Mundt-Nielsens ”Øllets sprog” lige noget for dig. Bogen byder på kapitler om smag, aroma og de forskellige ølstilarter, man kan brygge derhjemme. Det er en rigtig fin introduktion til nye ølbryggere.