Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Jensen

Den 14-årige pige Sofie er sammen med sin lillebror Jens og forældrene flyttet til et parcelhuskvarter. Men de er ikke lykkelige der. Området hjemsøges af ondskab, der i første omgang personificeres i form af den mystiske hr. Hansen og dennes bidske hund. Under en flugt fra hr. Hansen møder Sofie En mystisk dværg, til hvem hun beretter sin historie. Det er en meget velskrevet roman, der både er en spændende okkult historie og en psykologisk fortælling med masser af symbolsk og mytologisk stof. Familielivet med den psykisk skrøbelige lillebror og den egoistiske og voldelige far samt den underkuede og forsømte mor er fortalt med indlevelse og psykologisk troværdighed. Handlingen fænger og man indlever sig hurtigt i Sofies kamp mod det onde. Sproget er tilpas neddæmpet og er med til at skabe en stemning af vemod og tristesse. Heller ikke slutningen er lykkelig, selvom den indeholder en vis positiv afklaring. Titlen hentyder både til Sofies store interesse for astronomi og til lillebroderens indre psykiske landskab. Fængende symbolladet forside. 12-14 år