nye tegneserier 2019

Nyindkøbte tegneserier

05.11.19
Her er et udpluk af nyindkøbte tegneserier for voksne, hvor der er noget for en hver smag.

Stéphane Melchior: Det gyldne kompas

I skrivende stund er historien om det gyldne kompas aktuel i tv-serien "His Dark Materials" på HBO, men historien kommer faktisk også som tegneserie i 3 bind, hvor af det første bind netop er udkommet.

Her har du mulighed for at læse Philip Pullmans fantastiske fortælling om pigen Lyra og hendes rejse mod nord i en anderledes visuel oplevelse.

Tegneserien er skrevet af Stéphane Melchior og tegnet af Clément Oubrerie.

Pascal Jousselin: Overmand 1 - Med kappe og porre

Overmand er en superhelt, ingen tvivl om det, men hans kræfter er noget anderledes end normale superheltekræfter. Han kan nemlig hoppe mellem panelerne på siden, hvilket er en meget nyttig egenskab, når der skal stoppes kugler eller hentes kattekillinger ned fra træer. 

Tegneserien om Overmand er en meget anderledes læseoplevelse og du skal holde tungen lige i munden for at følge med i historien, især da Overmand møder skurken Lurifaks, som kan gå gennem siden og komme ud på bagsiden af papiret. Humoren er dog helt fantastisk og man bliver meget imponeret over at det er lykkes forfatteren at få historierne til at hænge sammen, især når skurken Lurifaks's dialog skal passe på båden forsiden og bagsiden.  

Tegneserien er skrevet og tegnet af Pascal Jousselin. 
Der er flere bind under forberedelse.

Christophe Arleston: Ekho spejlverdenen

Hvad siger du til at opleve New York og Paris i en anden dimension? Det er i hvert fald det, der sker for Fourmille og Yuri, da lynet slår ned i deres fly. De vågner op i en slags spejlverden, uden el, biler og lignende. I stedet for er der opfundet diverse skøre transportmidler og det hele styres af de mystiske og stringente hamsterlignende persauere.

Tegneserierne om Ekho er rigtig flot tegnet og farvelagt, så de er en fornøjelse at læse. I hvert bind er der et mord, der skal opklares samtidigt med, at Fourmille og Yuri forsøger at begå sig i en noget anderledes verden. Og hvad er der med de der persauere, og hvorfor ska de altid drikke te?

Skrevet af Alessandro Barbucci og tegnet af Christophe Arleston
Bind 1: New York
Bind 2: Paris Empire
Flere er under forberedelse

Simon Stålenhag: Passagen

Mystisk, men også fascinerende Graphic Novel om teenagepigen Michelle, der sammen med den gule robot rejser gennem et post-apokalyptisk USA for at finde hendes bror. 

Der er noget mere tekst i denne Graphic Novel, end man er vant til, men bogen er nu stadigvæk spækket med smukke og til tider skræmmende billeder. 

Skrevet og illustreret af Simon Stålenhag.

Rune Ryberg: Death Save

Bass og Rick er store teenager, der er færdig med skolen, men som endnu ikke har noget arbejde. De fordriver tiden i den lokale arcadehal og med at lave småkriminelle skarnsstreger. Bass drømmer dog om en fremtid, men kan han slippe fri?

Med sin helt specielle streg og farvevalg ser tegneserien ved første øjekast rodet og forvirrende ud. Men det er den slet ikke, man bliver lynhurtigt fanget af stemningen, og man må hele tiden lige læse næste side for at finde ud af, hvordan det går med Bass og Rick. Især måden hvorpå Bass føler sig kastet rundt illustreres helt fantastisk med flippermaskinerne. 

Skrevet og tegnet af Rune Ryberg. 

Enrique Sanchez Abuli: Torpedo

Tegneserie om den aldrende gangster og lejemorder Torpedo, der både jages af en rivaliserende gangsterfamilie og journalister, der vil høre Torbedos side af historien.

En meget barsk, grum og til tider voldelig tegneserie, men også meget veludført. Hvis du er vild med Quentin Tarantinos film, så er denne tegneserie lige noget for dig. 

Skrevet af Enrique Sanchez Abuli og tegnet af Eduardo Risso

Gipi: Børnenes jord

De to drenge lever er i en postapokalyptisk verden sammen med deres far. Faderen har en bog, som han ofte læser og skriver i, men denne må børnene ikke se. Alt dette ændre sig dog, da faderen dør og drengene er nødt til at drage ud på en lang rejse. 

Tegneserien er holdt i sort/hvid og i helt enkle streger, som understøtter den grumme fortælling på flotteste vis. En tegneserie til alle der er vilde med dystopier. 

Skrevet og tegnet af Gipi

Tatiana Goldberg: Kijara

Kijara lever i en ikke så fjern fremtid, hvor det er muligt at genmanipularere mennesker. Dette bliver misbrugt af kriminelle bander, også af den bande Kijara er en del af. Da banden bliver ransaget af politistyrken PURGE, får Kijara mulighed for at slippe fri af banden og blive en del af politiet. Men vil hun overhovedet det?

Kijara er et ambitiøs tegneserieprojekt af den danske forfatter og tegner Tatiana Goldberg. Stilen er rå og historien er temmelig barsk, men også meget spændende. Hvis du er vild med mutanter og Science fiction, så vil du helt sikkert synes godt om tegneserierne om Kijara. 

Skrevet og tegnet af Tatiana Goldberg
Kijara 1: Overløber
Kijara 2: Flugten fra klanen
Flere bind under forberedelse

Tags
Materialer