Theo og den magiske talisman

Theo & Den Magiske Talisman

29.11.18
Årets DR1 julekalender handler om Theo, som går i 6. klasse. Theo har ingen venner i skolen. Hans eneste og bedste ven i verden er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da morfaren lige inden jul falder om. Der er udsigt til, at Theo kan miste sin bedste ven, og det vil han for alt i verden ikke lade ske. Han rejser derfor ind i den magiske verden Thannanaya sammen med den nye pige fra klassen, Simone, for at få sin morfar tilbage. Og her starter rejsen for Theo & Den Magiske Talisman.

Theo & Den Magiske Talisman er moderne eventyrfortælling for hele familien, hvor vi bliver taget med på en rejse til naturriget Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem.

DR1 julekalenderen er en magisk og tidløs fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden.

På biblioteket kan du finde inspiration til læsning om døden og den sorg, som skal bearbejdes efter tabe af en man har kær. Du kan også finde inspiration til bøger, som tager dig på rejse ind i eventyrlige og magiske universer.

Har du lyst til at opleve universet fra Theo & Den Magiske Talisman helt tæt på, kan du fra 1. december – 3. februar se særudstillingen om årets DR1 julekalender på Museumscenter Karensminde i Grindsted. Udstillingen er en totalinstallation med scenografier, lyd- og lyseffekter, samt originale kostumer og rekvisitter fra Theo & Den Magiske Talisman.

Materialer