Månedens Billund og Vorbasse
Månedens Billund og Vorbasse

Månedens bog i Billund og Vorbasse

02.11.18
I november har vi på bibliotekerne i Billund og Vorbasse fokus på tre nye titler.

”Sommeren med Ellen” af Agnete Friis

Jakob, der står midt i en skilsmisse, bliver en dag ringet op af sin onkel, der beder ham om hjælp til at finde Ellen, som engang boede på onklens gård. Jakob rejser tilbage til sin hjemegn for at søge efter hende. Jakob og Ellen oplevede en vild sommer sammen i 1978, og nu forsøger Jakob at finde ud af, hvad der sidenhen skete med hende.

”Sommeren med Ellen” er en spændende roman, der blander den moderne udviklingsroman med krimien og den psykologiske thriller.

”Vild – Naturen ind i køkkenet” af Thomas Laursen 

Thomas Laursen lever af at finde urter og svampe til de fineste restauranter i Danmark. I denne bog tager han læseren med rundt i skove, moser og grøftekanter og giver en vejledning i, hvor man kan finde de gode sager. Der er opskrifter til hvert afsnit. Bogen er ikke en ”læs og læg væk” bog, men derimod en bog der kræver aktiv deltagelse af læseren. Bogen skal med i kurven, når man drager ud i landet for at finde de utraditionelle ingredienser til madlavningen. 

”Lillefingeren” Jesper Wung-Sung

Den syge dreng Arne ligger i sengen, da hans lillebror Finn en dag kommer grædende ind til ham, fordi han har mistet sin lillefinger. Finn vil frygtelig gerne have sin finger tilbage, men han kan ikke huske, hvordan han har mistet den. Arne trodser derfor sin sygdom og går sammen med Finn ud i verden for at finde Finns lillefinger.

”Lillefingeren” er en sød og underfundig lille historie om søskende kærlighed og om at have styrke når det gælder.

Materialer