Månedens Billund og Vorbasse
Månedens Billund og Vorbasse

Månedens bog i Billund og Vorbasse

05.09.18
Fra september udvider vi konceptet med Månedens bog. Ud over at vi sætter en spænende roman frem, kommer der nu også en fagbog og en børnebog i fokus.

På Bibliotekerne i Billund og Vorbasse starter vi op med en barsk samfundsroman, en interessant fagbog og en lille fin højtlæsningsbog:

Sus af Jonas T. Bengtsson 

Sus er 19 år gammel, men ligner en 12-årig dreng, der spiser for lidt. Hun bor i en boligblok i Københavns nordvestkvarter, hvor hun er født og opvokset. Hun adskiller sig egentlig ikke fra de øvrige beboere i dette københavnske arbejderkvarter, der huser både ungdomshus, mange små lejligheder, lave indtægter og en del indvandrere. 
Hendes bror ligger på hospitalet med en granatsplint i hovedet, hendes far er i fængsel og hendes mor er død. Sus har af gode grunde set sig sur på faderen, som hun holder ansvarlig for moderens død, og derfor har hun også planlagt at slå faderen ihjel, når han inden længe bliver prøveløsladt fra fængslet.
”Sus” er en roman om livet i Underdanmark og om hvordan nogle af menneskene i dette lag af samfundet lever deres liv. Der er tale om en barsk, men også realistisk roman, der er dybt rørende og som gør et stort indtryk på læseren.

Mennesket har altid vandret, af Jeanette Varberg

Hvis man er en lille smule interesseret i historie i de større linjer, er folkevandringer ét af de mest spændende emner. 
Jeanette Varberg er arkæolog og ansat ved Moesgaard Museum, hvor hun har været med til at opbygge den fantastiske udstilling i den nye bygning. Hun var også med i den store Danmarkshistorie-serie i DR.
I denne lille velfortalte bog tager hun det brede overblik over verdens historie og fokuserer især på de store vendepunkter. De er ofte kommet, når store folkegrupper har bevæget sig omkring og er blevet årsag til mægtige rigers fald. Det mest kendte eksempel er, da Romerriget brød sammen efter at mange forskellige folkegrupper fra nord og øst strømmede ind. Blandt andet vandalerne, hvis navn senere er blevet et skældsord for mennesker, der ødelægger ting.  
Og England har fået sin befolkning udskiftet og suppleret i mange omgange – også fra det nuværende Danmark. 

Åse, Åge og Ånden

Åse og Åge er gode venner, og en dag finder de en gammel rusten oliekande i Åses fars skrammel. Den er fuld af ingenting, og det ingenting har en pivet, men arrig stemme og er i virkeligheden en genert lille ånd. Åse og Åge bliver gode venner med ånden og sammen leger de sig igennem de sidste dage af den fredfyldte sommerferie. Når sommerferien slutter skal Åse og Åge tilbage i skole, og det glæder de sig ikke til, for Åse halter, og derfor driller de store børn hende.
Åse, Åge og Ånden er særdeles velegnet til oplæsning med sit rolige sprog og gode billeder. Den rammer de 6-10 årige rent, og de ældste i gruppen vil selv kunne læse den.

 

Materialer