Lost in Translation

Alexander anbefaler: Lost in Translation (film)

Bill Murray er ganske enkelt fantastisk i rollen som Bob Harris i Sofia Coppolas Oscar-vindende storbydrama

Ensomhed i storbyen

Udadtil har Bob Harris det hele. En succesfuld skuespilkarriere, rigdom og berømmelse, med alt hvad det indebærer. Bag facaden er det dog noget helt andet. Alderen trykker, ægteskabet halter, og arbejdsglæden er svær at finde. Bob tager et mondænt reklamejob i Tokyo, der betaler godt men ikke udfordrer hans talent. I denne spraglende neon-metropol møder han imidlertid den unge Charlotte, der ligesom Bob befinder sig i et ensomt vakuum i tilværelsen. Sammen udforsker de den japanske hovedstad og finder et frirum i hinandens uhøjtidelige selskab.

Et levende, åndende Tokyo

Storbyen er lige så meget en karakter i historien som de to hovedpersoner, og meget af filmens tiltrækningskraft ligger i det vidunderlige portræt der bliver malet af Tokyo. Fra de sterile hotelværelser med larmende faxmaskiner, til febrilske karaokebarer og arkadespil, til hellige buddhistiske templer, bliver vi escorteret rundt med Bob og Charlotte som vores tourguides. Tilsat det drømmeagtige soundtrack, lever og ånder byen i en sådan grad der sjældent er set i film. Forvent med andre ord at få seriøs rejsefeber når du har set denne film.

Bill Murray i sit livs rolle

Det er nemt at mistænke Bill Murray for at spille sig selv i rollen som den godmodige og lettere forvirrede Bob Harris, men det er ikke helt fair. Karakteren er bare skræddersyet til ham. Han veksler mesterligt mellem de sørgmodigt introverte øjeblikke og de hysterisk morsomme episoder Bob roder sig ud i. Det er en fin balancegang i en film som nemt kunne have være blevet oversentimental eller decideret farceagtig. Heldigvis navigerer instruktøren klogeligt mellem det alvorlige og det sjove, så vi sidder tilbage med det bedste fra begge verdener. 

En uortodoks perle af en film

Lost in Translation er på mange måder en utraditionel Hollywood-film. Den følger ikke nogle af de gængse konventioner forbundet med denne type fortælling. Det er en feel-good film, men den lover aldrig en lykkelig slutning. Den er i stedet dybt forankret i en overvældende menneskelig virkelighed, der giver historien en troværdighed der er til at føle på. Bob og Charlotte kunne være dig og mig. Hvem som helst. Netop derfor er det enormt befriende at overvære deres lille, japanske eventyr.

Materialer