Den første af Justin Cronin

Alexander anbefaler: Den første af Justin Cronin

Poetisk postapokalyptisk vampyrfortælling på linje med det bedste af Stephen King

En stor roman i mere end én forstand

Sammenligningen med Stephen King er åbenlys og helt fair, da begge forfattere ynder at fortælle storladne, dystopiske historier i episke omgivelser og med store persongallerier. For nogle vil dette virke afskrækkende, men for dem der sætter pris på en historie der tager sig god tid til at etablere verdenen og karaktererne deri, vil Justin Cronins "Den første" være en sand åbenbaring.

Den klassiske virushistorie

I en nær fremtid finder forskere tilfældigvis en virus i en sydamerikansk jungle, der gør dødeligt syge patienter raske. En mirakelkur. Men da militæret overtager styringen gennem projektet Noa, går det hurtigt galt. Tolv livstidsfanger og den blot 6-årige pige Amy bliver ufrivilligt testpersoner for "kuren", der potentielt kan ændre verden. Verden ændres - men ikke sådan som de havde håbet det. Til alles skræk forvandler virussen testpersonerne til umenneskelige og blodtørstige væsner, der hurtigt slipper løs og begynder at hærge verden.

Vampyrer til voksne

Åh nej, endnu en vampyrfortælling, tænker du måske. Men bare rolig, denne historie er så langt fra Twilight og True Blood-universerne som man kan komme. Bogens vampyrer minder mere om de klassiske væsner fra Bram Stokers "Dracula" eller Richard Mathesons "I am Legend". Men det er på mange måder en fortælling, der handler om så meget mere end vampyrer og verdens undergang. Med temaer som moral, overlevelse, menneskelighed, venskab, kærlighed og loyalitet, spænder bogen så tematisk bredt, at der er noget for alle.

Den første i en fremragende trilogi

Når man læser bogen står det hurtigt klart at fortællingen udvider sig drastisk jo længere man kommer. Hele første del er dedikeret til Amys tragiske historie i selskab med FBI agenten Wolgast, mens de efterfølgende dele springer frem i tiden til en verden der er markant anderledes end den vi kender til. Historien forlænges endda i de lige så dramatiske fortsættelser "De tolv" og "Spejlbyen". Hvis du endnu ikke har kastet dig over Justin Cronins vampyrtrilogi, er der med andre ord lagt op til utallige timers dystopisk underholdning i særklasse.

Materialer