Murstenslæseren

25.06.21
Ingen små læsesnacks til dig!

Du elsker oplevelser, som ikke slutter. En fest, der varer til den lyse morgen. En bog så lang, at den bliver en del af dit liv; velkendte verdener og betroede stemmer. Sommeren er som skabt til dig. Endeløse bøger til dage med endeløst læselys. Eller også er du bare for sommerdoven og læsesulten til hele tiden at skulle ud og finde nye bøger, hver gang din læsemellemmad er slugt?
Du er helt klart murstenslæseren.

Ildefonso Falcones: Sjælemaleren

’Sjælemaleren’ er en tidsrejse. I 1900-tallets Barcelona, hvor kunsten og kulturen blomstrer, vokser kløften mellem fattig og rig. I den kløft lever den fattige kunstner Dalmaus Sagas, der pludselig bryder igennem til den kulturelle sfære i en storslået fortælling med fuld gas på stemninger og historiens vingesus.

Diana Gabaldon: Outlander-serien

Claire Randall bliver i 1946 sendt tilbage til 1700-tallets Skotland. Sådan! Det føles som et laboratorieeksperiment at se både mødet mellem 1946 og 1700-tallet og mødet mellem 1946 og vores moderne blik. Men med over 25 millioner solgte bøger, må eksperimentet siges at være en succes. Her er både fortælleglæde, hittepåsomhed og en ordentlig omgang romance til dig, der mangler en mursten, der fortryller. 

Umberto Eco: Rosens Navn

“Et manuskript - naturligvis” er titlen på første kapitel i Umberto Ecos labyrintiske krimi. To munke står for en mordopklaring fuld af latinske manuskripter, bibelcitater og antik filosofi. Du bliver ikke snydt for debat om sandhedens væsen, mens blodet flyder, og du bliver ikke snydt for mord i mørket, mens jagten går på det mest betydningsfulde af alt: 

“Vi lever for bøgerne. Et vidunderligt hverv at have i denne verden, som beherskes af uorden og fordærv.”

John Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven

En nat i USA begynder den norske teaterinstruktør Max at tænke på sin barndom i Stavanger. Resultatet bliver en bog, der handler om at finde hjem – og om kunst, opvækst, kærlighed, politik - og rigtig meget andet. Leder du efter den suveræne mursten, der fortæller med skøn stemme og astronomisk sigte, er det her, du skal gå i offensiven.

Hungrer du mere efter en knaldperle end en helaftensforestilling? Så er du måske den spændingssultne.

Kan du mest af alt lide bøger, der indgyder respekt? Så er du måske læsehipsteren.

Er du slet ikke fanget af nogle af de nævnte bøger eller ferielæsetyper endnu? Få overblik over situationen her

Mere til Murstenslæseren: