Fem anbefalinger på eReolen

Vi anbefaler fem af vores yndlingsbøger og bogserier, som er at finde på eReolen.

Elizabeth er forsvundet af Emma Healey

Mauds hukommelse er ikke, hvad den har været. Den er fyldt med huller, og det bliver værre og værre. Elizabeth, hendes bedste veninde, er forsvundet, og Maud leder efter hende igen og igen. Men det er svært at løse et mysterium, når man ikke kan huske ledetrådene. Efterhånden bliver nutid og fortid dog blandet mere og mere sammen, når Maud blander mysterier fra sin barndom sammen med Elizabeths forsvinden.

Dette er en på én gang spændende og rørende historie om en kvinde, der hver dag mister lidt af sig selv og sin omverden. Dette er en bog om demens, og hvad det betyder for en person at miste hukommelsen og derved sig selv. Men det er også en spændingsroman, hvor man ikke kan vente med at bladre om på næste side.

Bogen findes både som e-bog og lydbog på eReolen.


Al kødets gang af Ambrose Parry

I viktoriatidens Edinburgh involveres en medicinstuderende og en tjenestepige i en mordsag, og de må arbejde sammen på trods af, at de ikke bryder sig synderligt om hinanden. De får hjælp af lægen James Simpson, der forsker i anæstesi og foretager medicinske eksperimenter. 

Al kødets gang er en fantastisk velskrevet historisk og lægevidenskabelig krimi, der giver et spændende tidsbillede af Edinburgh anno 1847. Som læser får man et godt indblik i lægevidenskaben i viktoriatiden, og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Persongalleriet er stort, og det er specielt makkerparret Will Raven og Sarah Fisher, der begejstrer. Især tjenestepigen Sarahs kamp for anerkendelse i en mandsdomineret verden er godt beskrevet. Den sympatiske læge James J Simpson er en virkelig person, og de medicinske og videnskabelige opdagelser, som er beskrevet i bogen, er baseret på virkelige begivenheder og personer.

Indtil videre er der udkommet to bind i serien. Bogen kan findes som e-bog på eReolen på både dansk og engelsk.

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten

Bogen foregår i Nordjylland og handler om pigen Anne. Hun bor alene og er under de sociale myndigheder, hun har altid haft svært ved at få venner. Det ændrer sig dog, da Anne starter i gymnasiet, hvor hun møder den eksotiske Luna og den gudesmukke Mathias.

Desværre begynder der også at ske mord på rødhårede piger, mord som Anne drømmer om, inden de sker. Hvorfor skærer morderen altid den mystiske rune på ofrenes rygge?
Bøgerne om Anne er noget af det bedste danske fantasy, der er skrevet i nyere tid. Denne bogserie kan læses af både hardcore fantasyfans og nybegyndere indenfor genren. Den henvender sig til både unge og voksne. Især første bind er en skøn blanding af fantasy og krimi godt krydret med nordisk mytologi.

Ravnenes hvisken bind 1-3, samt sidehistorierne ”Verden styrter” og ”Livets blod” findes alle på eReolen som både e-bog og lydbog. Første bind kan endda lånes, uden det tæller med i din lånekvote.


Tracy Chevalier Den sidste flugt

I ”Den Sidste flugt” møder vi pigen Honor Bright. Hun har levet en beskyttet tilværelse i et lille kvækersamfund i 1850ernes England. Men en pludselig indskydelse gør, at hun tager med sin søster Grace fra hjemmets trygge rammer til Amerika, hvor søsteren skal giftes. Grace bliver syg og dør, inden de to når deres bestemmelsessted i Ohio. Så nu må Honor tage alene hen til den mand, som aldrig nåede at blive hendes svoger. Han føler stadig et ansvar for hende, så han lader hende indgå i familien. Faithwell, hvor Honor er endt, er et sted, hvor de slaver, der flygter fra sydens plantager, kommer forbi på deres flugt til friheden. Nu skal Honor så finde sin plads i livet og finde ud af, om hun vil risikere sin egen plads og sikkerhed for at hjælpe de undvegne slaver.

En spændende historisk roman, når Chevalier er bedst. Bogen er tilgængelig som både e-bog og lydbog på eReolen.

Gøgens kalden af Robert Galbraith

Privatdetektiven Cormoran Strike har det ikke godt. Hans firma har kun én fast kunde, hans kærlighedsliv er smuldret mellem fingrene på ham. Han har en fortid hos militærpolitiet, men er pensioneret fra tjeneste efter han mistede sit ben. Da hans nye sekretær, Robin Ellacott, ankommer, forsøger han at holde kortene tæt til kroppen, men det er vanskeligt, når man overnatter på sit kontor.

Den unge og celebre model Lula Landrys død henlægges af politiet som selvmord, men da hendes bror kontakter Strike, begynder opklaringsarbejdet i en sag, som pludselig ikke længere er så ligetil.
Bøgerne om Cormoran Strike er medrivende og utroligt spændende, og så er der ikke mangel på grusomme mord. Bøgerne er skrevet under pseudonym, det er nemlig ingen ringere end Harry Potters mor, J.K. Rowling, der står bag denne fantastiske krimiserie.

Dette er første bind i Robert Galbraiths serie om Cormoran Strike. Alle fire bind er tilgængelige på eReolen.

Materialer