Bogen Nøddeskal af Ian McEwan

Et mordkomplot

Et ufødt barn fortæller om et mordkomplot.

Trudy er gravid, hendes mand John er flyttet ud, og Johns bror Claude er nærmest flyttet ind. Nu vil Trudy og Claude slå John ihjel og overtage huset. Alt dette er et lille ufødt barn vidne til, og det er det ufødte barn, der er romanens fortæller. Lyder komplottet (og navnene) bekendte, er det fordi Ian McEwan har ladet sig inspirere af Shakespeares Hamlet.

Et foster som fortæller er nok ikke lige det, man som oftest støder på. Men det fungerer overraskende godt. Stemmen er dog ikke et barn, men en voksen og vidende stemme. Handlingslammet må barnet se til fra sidelinjen, imens mordet på John rykker tættere og tættere på.

Ian McEwan rammer plet med ”Nøddeskal”, det er en kort roman, der formår at være overraskende, morsom, spændende og dejligt opfindsom. Splittelsen mellem at elske sin mor og hade den morderske, som lurer under overfladen er beskrevet på fineste vis. Og ligesom Hamlet ikke er i stand til at handle og skammer sig over sin manglende evne til at gå i brechen for at forsvare sin fars ære og minde, så er det ufødte barn her også afskåret fra nogen form for indflydelse.
 

Materialer