Cecil Bødker 1927-2020

Cecil Bødker er død 93 år gammel. Vi mindes hende og hendes forfatterskab.

Sølvsmed og kommende forfatter

Cecil Bødker blev født i 1927 i Fredericia. Hun var den eneste pige i en børneflok på seks. Allerede som ung skrev hun digte. Hendes far (der også skrev) arbejdede på Cohrs Sølvvarefabrikker, og da Cecil Bødker i 1944 havde afsluttet sin realeksamen, startede hun i lære som sølvsmed hos Cohr. Efter hun blev udlært arbejdede hun fire år både i Sverige og Danmark. Men da hun blev gift, stoppede hun arbejdet som sølvsmed.

Digter og banebrydende børnebogsforfatter

Digtekunsten havde hun dog aldrig sluppet, og hun fortsatte med at skrive digte, både mens hun arbejdede som sølvsmed, men også da hun blev gift. I 1955 fik hun sin første digtsamling "Luseblomster" udgivet. I de efterfølgende år skrev hun digte, noveller og radiospil. I 1967 udgav Cecil Bødker sin første børnebog, "Silas og den sorte hoppe". Hun var dermed en af de første i dansk børnelitteratur, der skrev om barnet som et selvstændigt individ. Her blev barnet respekteret, det blev ikke set som en ufærdig voksen, men i stedet behandlet som et helt menneske. Den sidste bog i serien om Silas udkom i 2001. Cecil Bødkers sidste roman "Siffrine" udkom i 2003.

Vi har samlet en række af Cecil Bødkers bøger, der alle er tilgængelige på eReolen og eReolen GO! Her er både bøger for voksne og Bødkers børnebøger. Alle bøgerne om Silas er desuden tilgængelige som ebøger såvel som lydbøger.

Materialer