Børn som er mellem 0 til 3 år

Bøger til højtlæsning 0-3 år

07.05.21
Højtlæsningsbøger som er særligt velegnet til målgruppen og udvalgt af vores børnebibliotekar.

Er du på jagt efter nogle gode bøger at læse højt for de helt små, så får du her børnebibliotekarens bud. 

Ane Gudrun har skrevet serien om pigen Elna. Dejlige små billedbøger til de 2 til 5 årige, om Elna som elsker dyr og er godt til at hjælpe andre.

Bente Bech har forfattet billedbøgerne om Giraffen Gumle, hvor du sammen med familiens yngste kan gå på opdagelse. Nogle af billedbøgerne indeholder børnesange som kan synges samtidig med at I drager på opdagelse sammen.

Linne Bie har skrevet serien om  Lars. Billedbøger der kan forstås af børn fra 2 år, og kan bruge som udgangspunkt for en snak om hvad der sker ved lægen, når man skal på potte, i bad eller oplevelsen af at tabe sin sut!

Jennie Bradley har skrevet pegebøger om handler om "ord" og "tal". Pegebøgerne er i pap med ord, der er illustreret med søde tegninger og skinnende effekter. Kig på både flotte ting og søde dyr. For børn fra 1 til 3 år.

Bente Bech har skrevet denne vellykkede billedbog fra 2 år "Bro Bro Brille – og andre børnesange".  En flot og indbydende bog i kraftig pap. De farverige tegninger vil appellere til både børn og voksne, som her får et lille udvalg af de mest klassiske og sjove børnesange præsenteret på fineste vis

Ian Dutton har skrevet to legebøger for de mindste i alderen 1 til 3 år.  Børn lærer begreber, farver, dyr m.m en sjov måde.  Bøgerne er flotte og samtidig vidunderlige for små barnefingre at sidde og nusse med.

Lene Fauerby har skrevet serien om drengen Anton. Pegebøger og billedbøger, der også kalder smilet frem hos den voksne, er charmerende, og der er fin overensstemmelse mellem tekst og illustrationer til de 2 til 3 årige børn. Hyggelige små bøger som er sjove at læse op og snakke om.

Lene Fauerby har skrevet billedbøgerne om Mette. Velskrevne billedbøger som fine at læse op, og rammer plet med deres små letgenkendelige hverdagsepisoder.

Martin Hogan har skrevet pegebøgerne om Baby. De små pegebøger med flapper, hvor der bagved gemmer sig ord. Bøgerne er perfekte til at lære nye ord, når barnet skal hjælpe med at gætte ord bag flapperne. 

Mats Leten har skrevet serien om drengen Kaj. Kaj, dukke Lise og hans mor har gennem det sidste årti fornøjet både de yngste (fra 1 år) og deres forældre med billedbøger, der beskriver sjove episoder i leg og hverdag. 


Barbro Lindgren og Eva Eriksson har skrevet serien om Jeppe. Serien om Jeppe er af lige så høj kvalitet som "Totte og Lotte" bøgerne. Serien om Jeppe har sin helt egen stil, og taler direkte til de yngste fra 2 år. Her en serie du kan se frem til at læse op og opleve sammen med barnet.

Serien "Min bedste bog" er to pegebøger om alle de ting som baby kommer i kontakt med i løbet af en dag. Perfekt serie til at lære nye ord. Pegebøgerne indeholder en masse fine fotos, af alle de ting som de mindste holder af at kigge på. 

Mine første 100 køretøjer, er pegebogen til børn på 1 til 3 år, som elsker køretøjer. Her er timers underholdning for børn og voksne, der sammen kan hygge og fordybe sig i alverdens køretøjer. Her se alle de andre bøger der er i serien.

Tord Nygren har skrevet serien om  Magnus. Klassisk billedbøger til de allermindste fra 2 til 5 år. Serien har før været udgivet under navnet Sune.


Kender du Jacob Martin Strid? Han har skrevet serien om  Mimbo Jimbo. Varme og humoristiske historier, som henvender sig til børn fra 3 år, og som handler om dyrene Mimbo og Jimbo. 

Gunilla Wolde står bag serien om pige Lotte. Hvem kender ikke billedbogen om den lille pige Lotte, der sommetider kan være modsat og får rodet sig ud i alle mulige ting. En klassisk serie som er god til hygge og oplæsning.


Gunilla Wolde har skrevet serien  Totte og Lotte. Klassiske pegebøger som er målrettet 1 til 3 årige, og som de fleste forældre kan også kan mindes fra deres barndom. Man går aldrig galt i byen med en Lotte og Totte bog.

Materialer