Årtiets største læseoplevelser

2020 markerer starten af et helt nyt årti. Vi ser tilbage på nogle af det forgangne årtis største læseoplevelser og mest populære bøger.

Vi ser tilbage på de største læseoplevelser, der er udkommet i det sidste årti fra 2010-2019. Herunder kan du finde alt fra prisvindende romaner til de største salgssucceser samt nogle af de største tendenser i det forgangne årti.

Familiekrøniker om det 20. århundrede

10erne har budt på hele tre forskellige bestseller-krøniker skrevet om det 20. århundrede, de er skrevet af henholdsvis Ken Follett, Jan Guillou og Jeffrey Archer. Alle tre har skrevet en form for familiekrønike, der tager os igennem nogle af de største begivenheder i det 20. århundrede. Folletts "Giganternes fald" udkom i 2010 og blev efterfulgt af yderligere to bøger i serien. Jan Guillous "Brobyggerne" udkom i 2011, han har indtil videre skrevet hele ni bøger i serien, og der skulle også komme en tiende. Jeffrey Archer udgav sin første bog i Cliftonkrøniken "Hvor der er vilje" i 2011, serien tæller syv bøger. 

Erotiske strømninger

Hvem husker ikke, da kvinder i alle aldre pludselig begyndte at læse erotiske "Fifty shades of grey" af E.L. James, som endte med at blive en af årtiets bedst sælgende bøger. Den blev samtidig startskuddet til, at den erotiske genre eksploderede og gav plads til en række nye serier med erotiske romaner f.eks. After serien af Anna Todd.

Nyheder fra Harry Potters mor

10erne blev også årtiet, hvor Harry Potters mor J.K. Rowling for første gang udgav bøger skrevet til voksne. I 2012 udgav hun "Den tomme plads", der både var hendes første bog siden Harry Potter seriens afslutning samt hendes første bog skrevet til voksne læsere. Allerede året efter udkom hendes første krimi i serien om privatdetektiven Cormoran Strike. Denne udgav hun dog under pseudonymet Robert Galbraith.

Autofiktion og selvbiografiske værker

I 2010erne var tendensen også et fortsat øget fokus på bøger indenfor autofiktion (hvor forfatter, hovedperson og fortæller deler navn og baggrund) og selvbiografiske bøger. Den mest markante har nok være den bedst sælgende "Den, der lever stille" af Leonora Christina Skov, som i 2018 vandt De gyldne laurbær. Men også Karen Fastrups "Hungerhjerte" om psykisk sygdom kan nævnes samt Thomas Korsgaards "Hvis der skulle komme et menneske forbi" eller den franske "Alt må vige for natten" af Delphine de Vigan.

Hvad mon der venter i 20erne?

Nu ser vi frem til, hvilke spændende bøger, der vil udkomme i 2020erne. Fortsætter tendenserne, eller vil vi se helt nye genrer bryde igennem?

Materialer